Madvaner er stærke vaner

Velforankrede

Madvaner er nok nogle af de bedst forankrede vaner. Det er fint at være på en kur og tabe sig lidt over en kort periode. Men når der så skal vendes tilbage til hverdagen, så er det de gamle vaner, der igen tager over. Så varer det ikke længe, før de tabte kilo er tilbage på sidebenene igen.

Mange af disse vaner kommer helt tilbage fra barndomshjemmet. At bryde dem er lige som at bryde med forældrene. Andre vaner er skabt i ungdomsårene eller de tidlige voksenår, hvor aktivitet og et andet stofskifte hurtigt fik brændt kalorierne af igen.

Liste

Bare rolig!

Først det vigtige budskab: Du behøver ikke at opgive dine vaner. Det kan godt være, du ville tabe flere kilo ved en total omlægning af spisevanerne, men hvis det forhindrer dig i at komme i gang, så kan mindre også gøre det.

Liste over vaner

Prøv engang at tage et stykke papir, og skriv ned alle de dårlige vaner, du har. Dårlige, som i at de feder eller er usunde. Gør det bare over en hel uge. Der er nok nogle, der kun gælder visse dage, især i weekenden.

Gå listen igennem og se, om der er nogle lavt-hængende frugter. Er det nødvendigt med en Coca-Cola efter onsdag aftens badminton/tennis/håndbold osv.? Hvad men den der uartige, løsthængende arm, der altid fører hånden ned i slikskålen ved receptionen på arbejdet? Der kunne sikkert ryddes ud i nogle af vanerne, uden at det går på kompromis med din identitet.

Vanerevision

Men hvad med de andre? De, der måske startede uskyldigt, men som er blevet hyppigere eller større med tiden? Behøver der være øl eller vin til middagen hver dag? Eller sodavand/ saftevand? Skal der absolut være dessert hver dag? Er det nødvendigt med rundstykket med ost i toget på vej til arbejdet?

Mange af disse kunne sikkert afskaffes, når nu din vægt og sundhed afhænger af det. Er f.eks. øl og vin til maden en del af ”hyggen” så prøv at overveje, om du kan nøjes med den hygge i weekenden. Kommer du til at savne din ostebolle, så prøv at lade det være en optakt til weekenden og snup den med om fredagen. Eller måske mandag/onsdag/fredag, hvis kun fredag bliver for hårdt. Så kan du stramme op, efterhånden som du finder ud af, at tirsdage og torsdage faktisk er til at leve med.

Mor havde ikke ret

Det er også på tide at gøre op med mors ”Spis op, vi kan ikke levne”, ”Der er så mange ude i verden, der sulter”. Nej, du behøver ikke være skraldespanden. Du behøver ikke fylde dig op til over mæthedsgrænsen, bare fordi mor plejede at sige sådan. Du kan sagtens holde igen, lidt før mæthedsfornemmelsen melder sig. Der går nogle minutter, før den fulde effekt viser sig. Og når du så finder ud af, at du altid fylder tallerkenen for meget, så hold igen, når der serveres. Lav lidt mindre mad – så undgår du også madspild.

Endelig vil det være en god ide at diskutere vanerne med familien eller omgivelserne. Måske er det kun dig, der synes, de ikke kan undværes.

2804 replies

Kommentarer er lukkede.